Kom med bag scenen på en Suspekt koncert!

Koncert fotografering af Suspekt i Aalborg 2019

Koncert fotografering er en stor passion for mig.

Igennem de sidste 7 år har jeg fotograferet en del koncerter og bla. haft æren af at fotografere Rasmus Seebach, Carpark North, Medina, L.I.G.A, Suspekt og mange andre. Både til enkelte koncerter og gennem Grøn Koncert.

Jeg plejer bare at vise jer de færdige billeder på min Facebook side og Instagram profil, så nu synes jeg det var på tide, at give jer et indblik i den research jeg laver, op til en koncert fotografering.

Research før koncerten

Min research til en koncert, starter nærmest samtidig med, at aftalen er lavet. Dette kan sagtens være flere uger i forvejen, at jeg så småt begynder at forberede mig på en koncert fotografering.

Nu vil jeg gennemgå nogle af de emner jeg forbereder mig på:

Hvem er Suspekt?

En af de vigtigste ting ved en koncertfotografering er, at du ved hvem du skal fotografere!

Det hjælper ikke at møde totalt blank op til en koncert og ikke vide hvem der er hvem.

Selvfølgelig behøver man ikke kunne alle navne på hele bandet, men det er vigtigt man ved hvem de fremtrædende personer er. Det er også vigtigt at få undersøgt hvor mange personer bandet stiller med den dag, så man er sikker på at få billeder af dem alle sammen.

Her studere jeg også gerne på YouTube osv, for at finde interviews og indslag med Suspekt, for at skabe mig et indtryk af hvordan de hver især er som personer. Altså hvem er den mest fremtrædende, mest tilbageholdende og hvordan de kommunikere. Det bruger jeg til at vide, hvordan jeg kan være som person på koncertdagen.

Venue

Scenen i Skovdalen i Aalborg

Hvis ikke jeg kender spillestedet hvor koncerten afholdes, så tager jeg gerne ud for at se det med mine egne øjne, hvis det er muligt.

Så kan jeg lidt i ro og fred gå og kigge og forestille mig hvordan hele koncerten kan forløbe. Altså jeg kan få en fornemmelse af hvor publikum står, hvilket udstyr jeg skal bruge fra forskellige steder på pladsen osv.  Det giver bare sådan en rolig følelse indeni, at man lige har set stedet før, hvis jeg ikke tidligere har været der.

Tidligere koncerter

Jeg har tidligere taget billeder af Suspekt til Grøn Koncert i Aalborg, så derfor ved jeg lidt i forvejen om hvordan det foregår.

Dog kan der nemt være sket udvikling siden sidste gang og derfor bruger jeg også YouTube og forskellige anmeldelser fra tidligere koncerter.

Her er det vigtigt at se på koncerter der er afholdt så tæt op mod koncerten man skal fotografere. Oftest er det nemlig sådan, at de forskellige bands køre med samme sceneshow over en periode og derfor kan man få et forhåndsindtryk af hvilken opgave man skal udføre.

I min forberedelse op til denne Suspekt koncert i Skovdalen, tog jeg udgangspunkt i deres koncert på Tinderbox. Ud fra den koncert, fik jeg skrevet 6 hele A4 sider, med informationer som jeg skal bruge under koncerten. Jeg notere gerne alt ned jeg ser, som kan være relevant og så kan jeg senere sortere lidt i det.

Koncertdagen

Udstyr

Samme dag som koncerten finder sted, sørger jeg for at dobbelttjekke min fototaske, tjekke alt udstyr er der og det er ladet fuldt op alt sammen.

Sådan en dag må bare ikke fucke op og derfor er det nødvendigt, at jeg har styr på mit udstyr.

Ankomst til Skovdalen

Jeg ankommer til Skovdalen flere timer før koncerten finder sted og det er der flere grunde til.

En af grundene er, at jeg synes det er vigtigt at være i god tid. Skulle der nu være forhindringer undervejs (det ses desværre ofte i fx de områder hvor VIP og pressen skal ind, at de ikke har styr på tingene og så kan der nemt gå en del tid med det)

Det er også vigtigt for mig at komme i god tid, så jeg kan nå at hilse på bandet, få en sikkerhedsbriefing hvis det er nødvendigt, samt lige at afstemme forventninger til billederne.

I denne koncert med Suspekt, var der masser af pyro og sceneshow som der skal tages højde for, så jeg ikke får blæst knoppen af. 😉

Vi får en snak om bestemte billeder, at vi gerne skulle lave et billede med publikum i baggrunden til sidst.

Setliste

Jeg har i min forberedelse til koncerten, kigget en masse videoer af Suspekts live koncerter af enkelte numre. Det gør jeg for at finde ud af hvem der synger hvad og hvornår, hvad der sker i nummeret osv. Det kan være at der er bestemt numre hvor publikum er meget aktive, eller hvor der kommer pyro osv. Alle de ting notere jeg ned, så jeg har et overblik over hvert enkelt nummer.

Det er her setlisten kommer ind i billedet. Den er rigtig vigtig for mig at have, for det hjælper ikke noget at vide hvad der sker i hver enkelt nummer, hvis jeg ikke aner hvilken rækkefølge de spiller dem i. I nogle numre kan det være, at jeg skal stå ude blandt publikum, tage billederne oppe fra luften via fjernbetjening og monopod, så derfor er det super vigtigt at have setlisten at gå ud fra.

Når jeg har setlisten, så sortere jeg informationerne om numrene på min mobil, i den korrekte rækkefølge.

Vejr og vind

Vejrudsigten er også en vigtig faktor. I værste fald kan det annullere en fotografering, men det har jeg kun været ude for en enkelt gang. Men vejr og vind er godt at vide og jeg håber altid på overskyet uden regn og så vindstille.

Overskyet vil jeg gerne have, hvis det er koncerter om dagen. Skarp sollys kan nemlig ødelægge lyset fra lamperne på scenen, således jeg ikke kan få dem med på billedet og så går der en del af stemningen på billederne.

Og så undre du dig nok over hvorfor jeg gerne vil have det skal være vindstille. Det er af den simple årsag, at de røgmaskiner der sender røg ud løbende på scenen, der er det rart det er stille og rolig og det ikke bare bliver blæst væk øjeblikkeligt.

Det samme gælder for den konfetti der kan blive skudt ud over publikum, at vinden ikke tager det, men at det får lov til at dale stille ned mod jorden.

Så derfor er vej og vind faktisk en større faktor end man lige går og tror.

Scenen

Jeg ser også gerne scenen an, inden koncerten går igang. Både nede fra publikumspladserne, men også oppe fra scenen, så jeg bedre kan skabe mig et overblik over hvad der er på scenen og hvor jeg evt kan bevæge mig henne, uden jeg går i vejen. Ofte er koncerterne jo om aftenen og så kan det være utrolig svært at se noget når man går rundt i området ved scenen og i pitten. Pitten er også vigtig at kende på den måde, at jeg ved hvor jeg kommer nemmest ind og ud igen.

Lys

Når jeg er ankommet og går rundt oppe på scenen og blandt publikum inden koncerten, så holder jeg øje med lyset. Lamperne er jo ikke tændt endnu, da koncerten ikke er startet, så jeg kigger nøje efter hvilke lamper der er sat op. Nogle gange kan man se bestemt type lamper som enten giver et konstant lys, eller som flasher under koncerten. Derfor er det vigtigt at vide hvilket lys der er og hvor det er, så jeg bedst muligt kan forberede mig på de billeder jeg inde i hovedet tænker jeg vil skabe.

Minutterne før koncerten starter

I minutterne før koncerten starter, begynder koncentrationen for alvor. Det gælder både hos mig og hos det band der spiller.

Cirka en halv times tid før koncerten starter, går jeg i “box” som cykelrytterne vist kalder det.

Her lukker jeg mig næsten inde i mine tanker og gennemtænker hele koncerten på forhånd. Jeg minder mig selv på de ting jeg har undersøgt til hver nummer, læser setlisten igennem igen osv.

Lige inden koncerten starter er vi samlet bag scenen, hvor der bliver givet krammere og sagt god koncert og så er vi ellers klar til at gå igang. 🙂

Efter koncerten

Da koncerten sluttede, var jeg helt udmattet. At løbe frem og tilbage foran scenen, oppe på scenen, oppe på bagerste række blandt publikum og så skal skynde sig tilbage inden næste nummer osv, det er faktisk super hårdt.

Når jeg så også står så tæt på højtalerne og kan mærke hvordan musikken nærmest banker igennem min krop og ilden er så tæt på, at jeg får det vanvittig varmt, så følte jeg efter koncerten, at jeg havde fået tæsk. Det er vanvittig hårdt!

Efter vi har stået og fået luften alle sammen og fået lidt at drikke, så skynder jeg mig at sige farvel til de andre.

For nu er klokken omkring 23 på det tidspunkt og min arbejdsdag er nærmest først lige begyndt.

Nu handler det om at komme hurtigt hjem og sortere de 1849 billeder, jeg fik taget under koncerten.

Jeg lovede Suspekt, at de ville få et billede lynhurtigt, som de kunne bruge på de sociale medier og sige tak til publikum.

Klokken 4 om natten var jeg færdig med at sortere billederne og det var nu på tide at få lidt søvn.

Jeg rejser mig igen kl 6 om morgenen efter at have sovet cirka to timer.

Jeg havde lovet billederne ville blive leveret senest til middag, så med 73 billeder der skulle redigeres, så var det bare om at komme igang.

Når jeg redigere billederne, så spiller jeg Suspekts musik dertil. Det er måske lidt fjollet vil nogen mene, men hver gang jeg redigere en koncert, så er det altid til det optrædende bands musik jeg spiller, fordi jeg føler musikken inspirere mig til at skabe den stil i redigeringen som jeg tænker passer dertil.

Når alle billederne er redigeret, bliver de gemt i fuld opløsning og i en opløsning der passer perfekt til de sociale medier.

Billederne bliver lagt op på en sikker hjemmeside og sendt til Suspekt.

Tidsforbrug på opgaven

Det mange tror bare er en fotografering på 1-2 timer afhængig af koncerten, er nærmere en arbejdsdag på omkring 8-9 timer og så er forberedelsestiden IKKE regnet med i det. Hvis den skal regnes med, vil jeg mene vi ligger på en samlet tid på 11-14 timer.

Afslutning

Jeg håber, at du har fået et indblik i hvordan jeg forbereder mig til en koncertfotografering, og i dette tilfælde en koncert med Suspekt.

I bunden kan du se et lille udpluk af billederne fra Suspekts koncert. Hvis du gerne vil se alle billederne, kan du se dem på min Facebookside.

Tusind tak fordi du læste med!